Mit liv som bonderøv – og hvorfor jeg gerne vil dele det med andre…


Corona-krisen har givet rigtig mange mennesker rigtig meget at tænke over, og med et slag er livet på landet med frisk luft og natur blevet en drøm, flere sikkert overvejer alvorligt at realisere. Det kan jeg rigtig godt forstå! For 18 år siden tog jeg sammen med min familie det store skridt og flyttede på landet – og det har jeg ikke fortrudt…


En barndomsdrøm

At ”leve af landets fedme” er nok en drøm, der blev plantet i mig som barn, da jeg boede et halvt års tid på Højskolen Søtoftegård ved Gyrstinge Sø. At færdes ude det meste af dagen, være med til at fodre og røgte, og at kunne gå på opdagelse i skoven langs søen var oplevelser, der i sig selv var så stærke, at de kunne få tankerne væk fra alle de problemer, der ellers prægede min barndom.

Selve udtrykket ”leve af landets fedme” stammer fra romanen ”Mus og mænd” af John Steinbeck, som jeg læste et par år senere. Jeg var lidt af en læsehest som barn – vi havde nemlig ikke råd til fjernsyn. Og Steinbecks fortælling om de to venner, George og Lennie, og deres drøm om at leve af et lille landbrug, var jo lige noget, jeg kunne forstå. De drømmer om at spare sammen til at købe deres eget sted, så de kan slippe ud af tilværelsen som daglejere i 30’ernes USA. George deler sin drøm med Lennie:

”Engang, så har vi fået samlet nok stakater samme, og så skal vi have et lille hus og et par tønder land og en ko og nogle grise og –”… ”Og leve af landets fedme,” råbte Lennie.

Og tænk, det er lige netop sådan, jeg lever i dag! På en gammel gård med et par tønder land og to køer og nogle grise. Og høns og tre geder og en kat.




Det fede liv på landet

I mange år har vi her på gården også kunnet ”leve af landets fedme”, men ikke helt på den måde, George og Lennie drømte om. Jeg taler selvfølgelig om madspild – en overflod af grøntsager og brød og andre gode ting, der bare ikke er så gode som det, der ligger i butikken; men som er luksusmad til gårdens dyr. Tænk at kunne give hønsene sushi og grisene jordbær. Og køerne elsker at få en kasse bananer, kartofler eller æbler!

Men det er jo langt fra det fedeste. Jeg er et sanseligt menneske, og på landet vrimler det med sanseindtryk: Dufte, syn, lyde – og berøring. Ikke alle oplevelser er lige behagelige, men éns sanser bliver bragt i spil, og det er da hyggeligt at stå og klø en højlandsko i den lange pels, mens den spiser sine bananer.

Og så er der naturen rundt om gården! Jeg bor et helt vidunderligt sted, i en naturpark, hvor havørnen yngler, og hvor der bor natugler i haven. Hvor frøerne kvækker i vores vandhul, og hvor jeg hilser på flagermusen, når jeg lukker for hønsene i de lyse sommeraftener. Og selv om nogen synes, det er træls at høre hanerne gale og hønsene skræppe op, så må jeg indrømme, at jeg helt har vænnet mig til det og godt kan sove fra det, hvis jeg har brug for det.

Så man føler sig rigtig levende, når man er en del af sådan et leben. Og hver gang, man kigger ud af vinduet, kan man få en ny oplevelse. En vipstjert på gårdspladsen. Kragen, der lurer oppe på tagryggen. Solen, der går ned bag skoven på den anden side af søen. Ja, for her er også en sø, Hejrede Sø, som er en af de fire søer i Naturpark Maribosøerne.



Drømme kan deles

Netop gårdens beliggenhed i Naturpark Maribosøerne var også årsagen til, at vi meget hurtigt valgte at sætte dette potentiale i spil, så andre kunne få glæde af vores sted. For da vi opdagede Naturpark Maribosøerne første gang, blev vi meget begejstrede for den rige natur. Men da vi også havde små børn, der gerne ville ud og være i naturen – de var vant til at gå i naturbørnehave hos deres mor – så blev vi også ret hurtigt klar over, at der ikke var mange steder, man rigtig kunne komme tæt på søerne og naturen. Det er mest nogle rastepladser med et enkelt bord eller to og lidt plads til parkering. Mere til pensionister end til børnefamilier, kan man roligt sige!

Så vi fik skabt vores gård om til en friluftsgård og indrettede den med sheltere og et fugleskjul med udsigt over søen. Og en masse andet. Og folk kom og fik nogle gode oplevelser – især mange børn. Og vi så, hvor glade folk blev, hvordan det at være i det fri og tæt på naturen påvirkede humøret. Det var fint.


Ondskaben får ordet – slutter drømmen her?

Men som i alle gode eventyr var der også noget ondt og farligt på spil i vores historie. Nogle andre interesser, der gik på tværs af vores drømme om at lade folk komme ud og ride på vores islandske heste og klappe vores hund og gederne. Nogle interesser, der var stærkere end naturen, og som kunne drive de dansende traner væk fra de grønne enge, de lige havde indtaget og var ved at finde sig til rette på. Og nogle mennesker, der ikke syntes, det var umagen værd at overholde eller forny de aftaler, vi havde indgået med dem.

Ja, det handlede selvfølgelig om penge og politik, og pludselig en dag var engene pløjet op og de offentlige naturområder forsvundet – og dermed muligheden for at ride eller færdes i området. Så gården kunne ikke længere leve op til sit navn – der var ikke mere fri luft omkring den. Og så måtte den lukke.


En rigtig bonde?

Men den forsvandt jo ikke. Og mange af dyrene kunne jo godt nøjes med den smule plads, der var på de to tønder land. Og de kunne godt leve af landets fedme, så længe vi kunne køre til Rema 1000 i Maribo og ”tage skraldet”. Så de fleste af dem fik lov at leve videre – og levet stadig i bedste velgående, hønsene og grisene får lov til at gå frit omkring, køerne er kommet på naturpleje-tjans rundt om vores vandhul, hvor de æder brændenælderne, og gederne hopper stadig rundt på resterne af det, der en gang var stubbehop, de skulle lære børnene at bruge.

Så selv om rigtig mange ting er blevet mærket af tidens tand eller forsømt, fordi der altid er for meget arbejde på sådan en gård, og fordi dyrenes behov altid kommer i første række, så er er der stadig en masse ting at glæde sig over. Og i de 16 år, der er gået, siden vi begyndte at stikke nogle kviste i jorden, er der vokset en vildtbeplantning op, som er en helt lille skov, man næsten kan fare vild i… så nogle ting bliver bedre og bedre, mens andre ting bliver til mere arbejde, end man kan overkomme i sin fritid…

Så efter 18 år på landet er alt det nye og dejlige blevet hverdag. I Rema 1000 er jeg ”bonden”, der kommer og henter både madspild og kasserede blomster – gederne elsker roser! – og en gang imellem, når der er alt for meget mad, kører jeg forbi naboen og læsser noget af til hans køer. Men er jeg blevet en rigtig bonde? – eller en bonderøv ligesom Frank Erichsen, ham fra DR1? Det tror jeg nok, kvæget, gederne, katten, grisene og hønsene vil sige, for de kommer strømmende til, når de ser mig. Men jeg dyrker jo ikke noget som sådan, jeg sørger bare for nogle dyr og noget naturpleje og prøver at overkomme det hele. Så det roder også rigtig meget, ligesom hos ”Bonderøven”.


Kom selv og find svaret!

Men du kan selv være med til at afgøre, hvad du synes, hvis du har lyst. For jeg har besluttet at gøre et nyt forsøg på at dele det hele med andre og lade stedet blive et ”Mænds Mødested”, et udflugtsmål for ”Far for Livet”, lave ”Aktiv Sommer” og ”Haver for Børn” og måske også være arena for en lille ”Udeskole”, hvor børn, der ligesom mig da jeg var barn, har brug for at bygge sig selv op ved at være sammen med dyr i naturen.

Det er bare alt for meget for én mand at få arrangeret alene, og derfor blev jeg inspireret af de ”Work Camps”, man kan blive frivillig på i to-tre uger rundt omkring i verden. Nu, da verden er mere eller mindre lukket på grund af smittefaren, så er der mulighed for at komme på Green Care Work Camp her i Danmark. Foreløbig er der to steder, vi er ved at lave lejre, men flere kan hurtigt komme til. Så hvis du selv går rundt med en lille bonderøv i maven, så har du nu chancen for at komme tættere på din drøm og mærke, om det også er noget for dig? – og stille alle de spørgsmål, du har brug for, så du også selv bliver klogere undervejs…

33 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle